Fastelavnsridning

Fastelavnsoptog i Stokkeby

Af Torun Gjelstrup

I landsbytossehæftet om Stokkeby fortælles der om fastelavnsoptoget derfra, som slutter på torvet i Ærøskøbing, hvor borgmester Vilhelm Andersen boede i den store gule hjørnebygning på torvet overfor den gamle købmandsgård.

En måneds tid før fastelavn samledes karlene i Stokkeby for at fordele rollerne i årets fastelavnsoptog. Der dannedes en komite, som enedes om, hvad de forskellige karle, der meldte sig skulle være. Der var forryttere, bagpiskere, lakajer, tjenere på musikvognen eller menige.

Når man var så langt, skulle man vælge en pige som skulle pynte en og udsmykke ens hest. Hun blev ofte betragtet som ens tilkommende.

Så begyndte det store med at få festtøjet og hestens seletøj gjort fine; man mødtes om aftenen i grupper rundt om, hvor karlene eller pigerne tjente og blev beværtet med kaffe og boller.

Karlene kom med deres sorte bukser, jakke og hvid skjorte., som så blev pyntet med bånd, rosetter, blomster og lignende, så det blev en hel farvesymfoni.

På hovedet skulle man have man fantasifulde hatte som en feltmarskal i krig eller skråhuer. Til optoget hørte en musikvogn med 3-4 musikere. Det var en charabanc med kusk og tjener på bukken, og den blev pyntet efter alle kunstens regler, bl.a. viklede man røde og hvide bånd om egerne, og der blev sat blomster rundt om på vognstellet.

Fastelavnssøndag samledes man og byens karle red to og to, forrest to forryttere, hvis opgave det var at ride i forvejen til den gård, man nu ville besøge, og spørge gårdejeren om tilladelse til, at ”hans majestæt besøgte gården med sit følge”.

Naturligvis fik de ja og red så tilbage til optoget, som med kongen i spidsen red ind på gården; her blev de beværtet med varm punch eller varm kaffe med boller med et lille glas vin eller spiritus bagefter.

Så takkede lakajerne for beværtningen og udbragte et leve for vært og værtinde, og man drog videre til næste gård, til man havde været sognet rundt. Som der står:

”Når selskabet havde besøgt alle sognets gårde, kunne man ane det på adskillige af rytterne, så det var lykken, at landbrugshestene, som man red på, var af den tunge slags, som tog det roligt, selv om rytteren dinglede lidt.

Ved middagstid kom man ind på den gård, hvorfra ”kongen” stammede. Hestene kom ind i laden, hvor der var foder og vand til dem, mens rytterne blev bænket med smørrebrød og drikkevarer, både varmt og koldt. Alt det pyntede jo på facaden og efter en times tid var man klar igen, og så gik turen til Ærøskøbing, hvor besøgene gjaldt alderdomshjem, sygehus og rådhus. Borgmesteren gav i reglen en pæn skilling til rytterne”.

Så red man hjem igen og gjorde sig klar til aftenens fest, som blev holdt på Skovlygård eller i Laurits Albertsens værksted, hvor lokalet var ”draget”, dvs. at væggene var dækket med store lagner, så rummet virkede som en stor stue og desuden var der pyntet med blomster, flag og bånd. Alle i landsbyen var indbudt til festen, hvor der var spisning snak og dans til ud på de små timer – og alt dette er ikke mere end 50-60 år siden. (regnet fra 2014, red.)

 
Artiklen er baseret på samtaler med Edith Vejsnæs, Hans Keld Kristensen og Erik Thomsen. Alle Stokkeby.
 

Billederne er venligt udlånt af Ærø Museum