Påske

Af museumsleder Karen Margrethe Fabricius, Ærø Museum

Påskelørdag er en af årets vigtigste dage, for da koges der æg på stranden. Hvis du kommer til Ærø på denne dag, skal du ikke blive forundret, hvis du ikke møder mennesker i byernes gader – de er alle sammen på stranden. I Ærøskøbing holder museerne lukket – en af årets få dage – med et skilt på døren: Vi koger æg!

I hundredvis samles man øen rundt i større og mindre skarer. Det er ikke kun lokalbefolkningen, der er med på stranden. Udenøs venner og bekendte valfarter hertil i stor stil år efter år.

Hvor gammel er denne tradition? Ja, den ken- des tilbage til omkring år 1900, hvor de ældre børn gik rundt til gårdene påskelørdag, sang for beboerne og fik æg, som de tog med til stranden og kogte i havvand.

I dag fordeler deltagerne sig over hele stranden i små og store grupper omkring bålet, ofte med tre generationer i et selskab. Der koges æg, ristes pølser og skylles ned med håndbajere. De venskaber, der på denne måde bliver grundlagt i de unge år, holder ofte livet ud – måske kun omkring denne ene tradition. Alle er lige i flokken – også borgmesteren. Denne dag må man gerne blive snavset og skeje ud. Vejret er ingen hindring. Hvis det er blæsende, finder man læ. Selv i snevejr koger man æg!

DRs P3 har lavet dette nyere indslag om påsketradtionen. Masser af gode billeder:

 

http://www.youtube.com/watch?v=ZpusLjiTne4